Carpe
Diem

At vokse op i en dysfunktionel familie, (med misbrug/ psykisk sygdom) sætter dybe spor.

Det er nemlig det, som kommer til at være omdrejningspunktet i familien, og derved er der ikke plads til dig og dine behov.

Derfor har du sikkert lært, at tilsidesætte dig selv og tilpasse dig andres behov ? Dette gør du måske stadig ? Tilmed kan du også have lært at skulle være stærk, ikke bede andre om hjælp og anse følelser som en svaghed eller også kan dine følelser overmande dig fra tid til tid.

Dengang var det overlevelsesstrategier, du var nødt til at benytte dig af,  fordi du ikke havde andre valg muligheder. Du kender måske til stadig at benytte disse strategier, der var nemlig rigtig gode grunde til at du gjorde det dengang. Det var et spørgsmål om liv eller død for den yngre del af dig, samtidigt med at dine behov ikke blev opfyldt, kom skammen til at bo i din krop og det gør den måske stadig ?

Et barn kan nemlig ikke tænke, at det er far eller mor, som har et problem. Et barn vil automatisk tænke, at det er mig, som er problemet. For hvis det er mig, som det er problemet, så kan jeg også ændre på tilstanden derhjemme. Men det kan et barn desværre ikke, det er forældres ansvar. Et barn kan ikke se, at det er en god person som er i en dårlig/ ubærlig situation, så derfor bliver skammen meget tidligt en del af en selv og derved udvikler man overlevelsesstrategier og tilsidesætter sig selv.

Det kan også være, at  du stadig tilsidesætter dig selv i dag ? Så det stadig kommer til udtryk i dag, ved at du ender i forhold, som ikke er sunde, hvor du giver alt for meget af dig selv og kun få meget lidt kærlighed igen (dette er du jo vant til).

Eller helt generelt tilsidesætter dig selv for andres behov og glemmer at spørge dig selv om hvad du har brug for ? Fordi du simpelthen ikke ved det eller ikke kan mærke det ? En yderligere udgave kan også være at du holder dig mere for dig selv og ikke lader andre komme tæt på, fordi du er bange at knytte dig til nogen og blive såret igen.

Mange af de ting, som du bøvler med i dag, stammer oftest tilbage fra din opvækst, såsom manglende selvværd og selvtillid til dig selv m.m.
Samt så stoler du ofte ikke på andre eller også så stoler du for meget på andre, som ikke er sunde for dig.

Når man er udsat for mange traumer, så mister man ofte fornemmelsen af sig selv, hvem man er og hvad man står for. Traumerne opstår, når noget er for voldsomt, gentager sig over mange gange og i det hele taget er ubærligt, så kan kroppen ikke integrerer det, og derved opstår der psykiske sår, som også bliver kaldet et traume.

Jeg har stor erfaring i at hjælpe andre med at genfinde sig selv igen og derved også få en fornemmelse af sig selv, hvem er jeg og hvad står jeg for. Hvad kan jeg lide/ ikke lide, hvor går mine grænser og hvordan sætter jeg dem ? ( man har også tit lært at tvivle på sig selv)

Det vil sige genskabe troen på dig selv og få dig til at blive mere bevidst om de gamle mønstre, som du oftest hænger fast i og kommer til at gentage, da de er ubevidste og dybt lagret i kroppen.

Jeg har også selv kendskab til at vokse op i en familie, som er dysfunktionel, herunder med misbrugs- problematikker, så derfor har jeg dyb forståelse og respekt for dig og din historie og en dybere forståelse for hvilke problematikker, som der kan være på spil. Samt så arbejder jeg også i TUBA og har haft hundredvis af samtaler om netop dette.